Mine forældre er pensionister. Den slags mennesker kan være venlige nok (både forældre og pensionister), men de (især pensionister) kan være nødsagede til at være en kende sparsommelige. Når vi fx besøger mine forældre, hænder det ikke helt sjældent at min far lader et ord falde om at det er pudsigt at man bruger så meget mere strøm eller varme eller toiletpapir, når man har gæster. Min mor er konstant forbavset over enten hvor meget sodavand der drikkes eller at vi slet ikke drikker noget, når nu hun har lagt den lokale købmandsbutik øde for så vidt angår disse bebrusende drikkevarer. Hvis én af mine drenge beder om et stykke papir, kan det vare længe før min far hører dette ønske og, når han så hører det, henter han et enkelt a4-ark med en mine som bar han på ét af guldhornene.
Derfor er det ikke underligt at jeg længe har været interesseret i at foreslå mine forældre et sted at spare og eftersom de ér holdt op med at spise, måtte jeg foreslå dem at spare på deres telefonregning og altså få IP-telefoni.
Nu er verden jo ikke enkelt og forældre ikke ukomplicerede, så derfor havde mine også deres reservationer. Var det pålideligt? Og hvorfor over internettet? De kunne ikke forstå teknikken bag, sagde de på en måde der antydede at de var velbevandrede i teknikken bag moderne fastnetteknologi, hvilket overraskede mig en del, men pensionister har vel tid til at dyrke den slags tekniske hobbier. Det var med andre ord ikke lige så let at overtale dem som jeg troede. Jeg måtte tænke. Meget ubehageligt, men det lykkedes mig faktisk at komme frem med en plan. Og den plan hed Faster Karen-Gerda!
Jo jeg har en sådan faster og når hun kunne være et led i en plan om at få mine forældre med på ip-bølgen, er det fordi hun har den, i den forbindelse vigtige egenskab, at hun bor i USA.
Stor i slaget sagde den hjemvendte søn: ‘Skulle vi ikke ringe til Faster? Jeg giver!’ Det blev der ikke diskuteret meget om, så jeg riggede en HandyTone 286 til, så vi kunne ringe fra mit musiminummer. Det virkede fint og vi fik med det samme forbindelse til en uforskammet dame der var meget vred over at vi ringede til hende og spurgte efter én hun ikke kendte. Opmuntret over denne umiddelbare succes, ringede vi til hende et par gange til for at sikre os at det ikke var Karen-Gerda der var i et lidt uheldigt humør. Da vi var helt sikre på at den nu rasende dame ikke var hende vi ville ringe til, kiggede vi en ekstra gang på det nummer vi ringede til og konstaterede at damen nok havde ret og det nital vi troede var et nul, kunne gøre forskellen mellem rar og sur dame. Vi testede teorien og vupti om ikke min far med det samme snakkede med sin storesøster.
I alt snakkede vi i næsten 25 minutter med den amerikanske del af familien og det løb op i et samlet beløb på 4 kroner og 71 øre (læg dertil 32 øre for samtaler med den ukendte dame), hvilket satte min gavmildhed i et lidt dårligt lys, men som også overbeviste mine forældre om at der måske alligevel var noget om det der med ip-telefoni.
Efter en tid med ip og fastnet (gennem en HT 486), kom muligheden for at skippe fastnettet og beholde asdlopkoblingen og den mulighed tog mine forældre med det samme, så de nu kun har ip-telefoni.
Mine forældre begyndte at bruge Musimi i oktober 2005. Lige midt i en periode hvor rigtigt mange kunder hos Musimi hverken kunne ringe ind eller ud og hvor der figurerede underlige numre på opkaldslisten. Numre der kunne være ligeså svære at forklare sin kone, som hvorfor man har besøgt et pornografisk website under dække af lige at skulle ordne noget med telefonen (mange med en FritzBox kan sikkert nikke genkendende til at man i stedet for et taste frtiz.box er kommet til at taste fritz.dk, nysgerrige kan selv prøve adressen).
Mine forældre er endog meget tilfredse og har ikke oplevet de store problemer med Musimi. Min far har lært sig at konfigurere sin ATA, så jeg ikke mere behøver at tale ham gennem konfigurationen via en mobiltelefon.
Så nu sparer de penge hver gang de ringer, men det kan stadig være svært for min far at høre ordet ‘papir’.

(2 stemmer, gennemsnit: 4n50 ud af 5)




[...] løst sit problem og man selv i sin egenskab af routerejer er selvsamme netværksadministrator.Min far er naturligvis stødt på den type problemer, men også en del andre som han ikke selv har kunnet [...]