Jeg skrev tidligere om ZohoWriter. Writely er på samme måde som Zoho et online tekstbehandlingsprogram der virker inde i din browser. Ikke overraskende er de to programmer meget lig hinanden. De ligner begge et tekstbehandlingsprogram à la OpenOffice Writer eller MS Word. Writely er lige tilbage fra en karantæne som blev indført da programmet blev købt af Googlefolkene. Personligt troede jeg at Google ville googleficere Writely og jeg regnede med at Writely derfor ville ligne Google Sheets på samme måde som MS Word ligner MS Excel. Men det gør det ikke. Writely ligner Writely og det synes jeg egl. er lidt ærgerligt. Jeg ville synes at en familjelighed ville være en god ting, men det kan jo ændre sig og så skal vi huske at det ikke er afgørende for de grundlæggende tekstbehandlingsfunktioner.
Dokumenternes mobilitet
På samme måde som man kan det i ZohoWriter, kan man sende dokumenter til en kryptisk epostadresse og så dukker det op på dokumentlisten. Det betyder at man kan sende alle sine worddokumenter til sig selv og begynde at arbejde i fx Writely. Der er bare et problem ifm. Writely. Dokumenterne må ikke være over ½ Mb. For mit vedkommende ville det betyde at meget af fidusen ved at arbejde on-line forsvinder. Mange af de dokumenter jeg arbejder på, er større og dem kan jeg så ikke læse ind i Writely. I Zoho testede jeg med et 160 siders manuskript. Det tog lang tid at læse ind første gang, men nu hvor det er inde, kommer det meget hurtigt frem og man kan meget hurtigt bladre til enden af teksten.
Writely i brug
Men tilbage til Writely: Man kan altså ikke indlæse den murstensroman der skal indbringe én en nobelpris i litteratur. Men hvordan er det ellers at bruge Writely?
Når man åbner et dokument, så åbnes det i et nyt vindue. Jeg kan se at det sparer plads, men jeg finder det temmelig irriterende og unødvendigt. De grundlæggende funktioner er der ikke noget at klage over, man kan skrive, man kan bruge forskellige tegntyper og man kan gemme sine dokumenter i fem forskellige formater og udgive det som en blog. Faktisk synes jeg bedre om at Writely end ZohoWriter, for Writely føles mere tekstbehandleragtig. Menuerne ser lidt mere troværdige ud og så kan man indsætte kommentarer.
Det er en rigtigt god ting at kunne når man også kan dele dokumentet med andre der enten skal kunne læse og skrive i det.
Dog kunne man ønske at kommentarerne ikke var en del af teksten, men at de kom frem når man bevægede markøren hen over den kommenterede tekst, men det er en detalje. Desværre så virker kommentarerne ikke som kommentarer, men blot som tekst med farvet baggrund, når man eksporterer til MS Word eller OpenOffice Writer. Importen af kommentarer den anden vej virker slet ikke og man mister alle sine værdifulde kommentarer. Det samme gælder andre dynamiske elementer som fx indholdsfortegnelse og noter. Det er naturligvis ikke så smart hvis man har brug for den slags finesser. Specielt vil jeg sige at det med fodnoterne er ærgerligt (det er det samme for ZohoWriter), fordi de normalt skal skrive, mens man skriver. Det er noget andet med indholdsfortegnelsen, for den kan man lettere lave til sidst.
Endnu et betaprogram, men på en ny måde
betameter
Som så mange andre af de gratis glæder på internet er Writely beta, men sådan bliver det ikke ved med at være, for Writely har et betameter, hvor brugerne kan fortælle om de mener programmet er modent til at forlade betastadiet. Det er en god idé, for det er brugerne langt bedre end programmørerne der kan mærke om et program er modent til at blive kaldt et ‘rigtigt’ fuldt program.
Jeg har skrevet til folkene bag Writely at jeg mener at programmet skal forblive i beta, så længe filstørrelsen er begrænset.
Konklusion
Konklusionen er at Writely er et godt alternativ til kontorpakkernes teksbehandlere. Og der hvor spillere som Writely og ZohoWriter har en fordel er som kollaborationsværktøjer. Writely kan ikke erstatte et egentligt tekstbehandlingsprogram, men langt hen ad vejen, kan man bruge det til at skrive råteksten. Derefter kan man bruge OpenOffice eller MS Word til at tilføje finesser. Og kan man leve med filstørrelsesbegrænsningerne, er det altså en fornøjelse at skrive i Writely, fordi programmet ikke er så funktionstungt som fx MS Word.





