Hvis en internetudbyder tænkte som en VoIPudbyder

Voip er, vil kyndinge mennesker vide, bare almindelig internettrafik (det handler om at afsende og modtage information). Ligesom når du kigger på forskellige internetsider eller mailer. Men sammenligningen dur ikke. Der er stadig en helt traditionel telefonitanke på spil hos voip-udbyderne. De opfører sig alle som mini-TDC’er. Det viser dette mareridt som en redaktionen bekendt voip-bruger har haft:

Regningen dumpede ind af brevsprækken og jeg kæmpede med gru mod den klistrede bagside. Det føltes som om slimet, der holdt de to stykker papir sammen ikke ønskede, at jeg skulle skille dem fra hinanden. De var skabt for det ene øjeblik hvor de mødtes, og havde ikke til hensigt at skilles. Det døde træ kunne dog ikke stilles meget op overfor den styrke jeg besad, så med et frustreret grynt fik jeg revet konvolutten i op, dog på en helt skæv måde, så jeg stadig havde problemer med at hive de foldede a4 papirer ud. Jeg synes at kunne mærke min puls stige, det ville være en dyr måned med alle de spændende sites jeg havde fundet på det Cubanske domæne, for ikke at tale om de Kinesiske sites jeg tit fulgte med på. Mine øjne løb ned af papiret mens min færdighedsregning lagde beløbene sammen.

Pludselig fik jeg en overordentlig stor sult, eller var det ondt i maven?

Opkaldsafgiften

(1.005 af 0,25 kr. = 251,25 kr.)

Jeg havde flere gange ærgret mig over at have indtastet en forkert url i browseren. Hver gang jeg trykkede enter, så kostede det mig 25 øre. Det var bare en lille afgift, som en gestus for at nu har jeg brugt lidt båndbredde, nogle internetudbydere var dog store i slaget og sagde: “Bare rolig, du skal kun betale hvis du når at se noget på siden”. Jeg havde drukket for meget kaffe og indtaget for lidt mad, jeg var ængstelig. Ængstelsen var den værste følelse, for den kom som oftest når jeg vidste, at jeg kun lige havde taget hul på noget jeg vidste ville blive meget værre.

Minutafregningen

Dette var altid den slemmeste. Jeg sørgede altid for gøre mit besøg kort på de forskellige sites, for jeg betaler jo for den tid jeg er der, ikke for hvor meget jeg når at se, så jeg klikker febrilsk rundt og hurtiglæser alt hvad jeg kan komme til. Det er altid forbandet at lande på et site i asien, hvor det hele står med ulæselige krumstreger. Nogle internetudbydere tilbyder mig dog lidt pusterum, for hos dem skal jeg betale for hvert påbegyndt minut, så der handler det om at tage den lige til grænsen, men ikke længere. Jeg nåede til priserne:

Indland (5685 min. af 0,08 kr. = 454,8 kr.)

Kina (56 min. af 0,26 kr. = 14,56 kr.)

Cuba (100 min. af 8,76 kr. = 876,0 kr.)

Nååå det var slet ikke så slemt som frygtet…

Tillægsydelser

Her var jeg helt rolig, jeg vidste hvad der kom. Med mit internetabonnement havde jeg tilkøbt en autosvar på min email. Hvis ikke jeg havde mulighed for at besvare en mail med det samme, så fik folk der skrev til mig en lille besked efterfulgt af et Bip! Jeg havde aldrig rigtig forstået dippet. Jeg havde også investeret i muligheden for at sende én mail til flere personer af gangen. Og jeg lagde også et lille gebyr for at videresende en af mine mailadressers post til en anden mailadresse. De sædvanelige 15 kr. på denne post kunne ikke overraske mig.

Email-svarer (5 kr.)

Konferenceudsendelse (5 kr.)

Mail-forward (5 kr.)

Så kom chancen eller risikoen. Jeg hadede denne post, mailafgiften, hvor mange mails havde jeg sendt? Det kunne lige så godt være 500 som det kunne 5.000. Jeg havde aldrig nogen anelse. I stedet for frimærker, som vi kender det fra traditionel post, så skulle man jo betale en lille afgift for at kontakte sin udbyder, når man vil sende mail. Det er en lille logistik-anerkendelse, for det utrolige load man belastede sin udbyders servere med.

Mailafgift

(1.268 mail á 0,25 kr. = 316,25 kr.)

Puha kun 1.268 mails, så blev det alligevel en billig måned kun 1.927,86 kr. Det havde jo også været solskin, så mængden af timer foran computeren havde været begrænset. Jeg havde dog altid undret mig over at jeg altid kunne skrive mails frem og tilbage til en ven som havde samme internetudbyder som mig, det kostede mig ingenting. Hjemmesider, der var hostet af min udbyder, kunne jeg også bruge i lige så lang tid jeg ville. Det førte nogle gange til en lidt ensidig brug af internet, da jeg havde valgt en udbyder, der ikke hostede så mange sites. Jeg var måske blevet lidt enfoldig som valg af udbyder, men jeg orkede ikke at skulle igennem en stressende portering til en anden udbyder, det ville aldrig gå godt, der var så mange historier om folk hvis mail aldrig kom frem, sites man pludselig ikke kunne se og alt muligt andet… Nej, man vidste hvad man havde ikke hvad man kunne risikere at få.

Jeg havde lært mig selv en lille huskeregel at hvis jeg skulle driste mig ud på nogle af de dyre sites, som var langt væk, eller skulle sende mails til Tonga eller lignende, så gjorde jeg det altid om aftenen, for der foregik det hele til halv pris…

Ja, tænk jer bare hvis al internettraffik blev faktureret på samme måde som internettelefoni. Det er vist ikke bare almindelig internettrafik